Veteran bil hvornår?

Hvornår bliver en bil veteran? Kan det altid betale sig at indregistrere en gammel bil som veteranbil? Hvilke regler gælder for veteranbiler og kørsel i veteranbiler? Kan der spares penge i afgift og hvordan er det lige med syn af veteranbiler? Alt det får du svar på i denne artikel.

Hvornår er en bil veteran?

Der er to vigtige skel i forhold til en veteranbils alder. Derfor kan der være flere svar på spørgsmålet om, hvor gammel en bil skal være, for at være veteran. Svaret er nemlig afhængigt af om du fokuserer på indregistrering eller vægtafgift. De to skel ligger ved 30 år og 35 år.

  • Hvis det er mere end 30 år siden, din bil blev indregistreret første gang, kan den registreres som veteranbil.

  • Hvis det er mere end 35 år siden, din bil blev indregistreret første gang, kategoriseres den automatisk som veteranbil og vægtafgiften falder til en fjerdedel.

Det kan du læse mere om under veteranbiler og afgift længere nede.

Hvad er fordelen ved at indregistrere bilen som veteranbil?

Fordelen er, at bilen først skal synes, når den er 35 år, og herefter hvert ottende år. Derfor vælger nogle at indregistrere biler som veteranbiler, hvis bilen er ældre end 30 år og kun anvendes lejlighedsvist. Her spares pengene primært på syn.

Når bilen fylder 35 år, falder vægtafgiften automatisk til en fjerdedel, også selvom bilen ikke er registreret som veteranbil

Regler for veteranbiler

Der gælder for veteranbiler regler, som du skal være opmærksom på. Du må ikke anvende en veteranbil som primær befordring. Den må kun anvendes til lejlighedsvis kørsel. Dette skyldes at bilen ikke længere synes på samme niveau som nyere biler, og derfor ikke så samme niveau er godkendt til færdsel i trafikken.

I 2019 fastsatte man en konkret grænse for, hvor mange kilometer en veteranbil må køre på vejene i løbet af et år, og grænsen ligger ved et maximum på 4000 kilometer. Veteranbiler må desuden kun anvendes til privat kørsel. Derudover er der også regler i forhold til for eksempel sikkerhed. Særligt sikkerhedsseler er værd at fokusere på.

Regler for sikkerhedsseler i veteranbiler

  • Nogle ældre biler er godkendt på trods af, at der ikke findes sikkerhedsseler ved alle sæder. Det har betydning i forhold til passagerer.

  • Der må gerne sidde passagerer på sæder uden sikkerhedsseler, men skal der børn med i bilen, skal du være særligt opmærksom.

  • Er der slet ingen sikkerhedsseler i bilen, kan du ikke have børn under tre år med i bilen. Børn ældre end tre år kan transporteres i bilen, men kun på bagsædet.

  • Er der sikkerhedsseler på forsædet, skal børn fastspændes efter de gældende regler her. I autostol eller på en alderssvarende selepude.

  • Børn under 3 år skal være fastspændt. Er der seler på forsædet, skal et barn under tre år, derfor være placeret fastspændt i en autostol, der er sikret med sikkerhedsselen på forsædet.

Afgift på veteranbiler

Som nævnt indledningsvist falder afgiften på bilen når den runder 35 år fra første indregistrering. Det sker helt automatisk, og bilen skal i dette tilfælde ikke omregistreres til veteranbilkørsel. Det er kun, hvis den er over 30 år, men endnu ikke fyldt 35 år, at den kan indregistreres som veteranbil.

Vægtafgiften falder til en fjerdedel og registreringsafgiften falder til 40% af bilens værdi. Hvis bilen derudover kører under 16 km/l skal der ligeledes betales et brændstoftillæg.

Import af veteranbil fra udlandet

Hvis du har forelsket dig i en gammel bil fra udlandet, kan du importere den til Danmark og få den indregistreret som veteranbil, uden at skulle betale den høje afgift som du ville skulle betale for en yngre bil. Det kræver at bilen er ældre end 35 år og fremstår i original stand.

I dette tilfælde skal du betale registreringsafgift på maximalt 40% af bilens oprindelige nypris uden afgiften i Danmark. På en ny bil beregnes afgiften ud fra hele bilens værdi. På en veteranbil beregnes afgiften ud fra 40% af værdien.

Syn af veteranbil

Fra bilers 35. leveår skal de kun gennemgå veteransyn. De skal synes når de fylder 35 år og herefter kun hvert ottende år, i stedet for hvert andet år som hidtil. Dette gælder dog kun, hvis du lever op til de maksimale 4000 kilometer om året.

Hvis du ønsker at bruge bilen hver dag og som din primære bil, skal den fortsat synes hvert andet år, for at sikre, at den lever op til kravene for sikkerhed på vejene. Du vil dog stadig kunne glæde dig over den lavere afgift.

Klassisk bil eller veteranbil?

Undrer du dig over skellet mellem veteranbil og en klassisk bil? Hvornår er en bil hvad?

Begrebet ”klassisk bil” bruges overvejende i forbindelse med forsikring af bilen. Hvor bilen automatisk bliver ”veteran”, når den fylder 35, og kan indregistreres til veterankørsel, når den er 30, kan den i forsikringssammenhæng kategoriseres som klassisk når den runder 25 år fra første indregistrering.

Forskellen ligger alene i alderen og mulighederne for at spare på forsikringen, hvis du har en ældre bil, som du bruger til lejlighedsvis kørsel. Begrebet ”klassisk bil” åbner op for en mere fordelagtig forsikring, for dig, der kører i en ældre bil, der endnu ikke er veteran.